Under “Øvrige materialer” finder du “Øveark”. Øvearkene indeholder oplagte øveord til lige præcis den lyd, du ønsker at øve. Der er mange måder hvorpå man kan bruge øvearkene. Herunder har jeg samlet nogle forskellige idéer, som gør træningen endnu sjovere 🙂
Magnatiles
Dette spil kan du lynhurtigt lave derhjemme, hvis du har en metal muffinpande og Magnatiles! Klip dine øveord ud og placer dem med bagsiden opad rundt i muffinformene. Herefter placeres Magnatiles ovenpå billederne. Barnet skal nu fjerne én Magnatile ad gangen og benævne billedet – gentag gerne 3-5 gange, så udtalen trænes ekstra.

Lav en bilbane
Lav forskellige stops hvor de forskellige øveord placeres. Dette kan være på bordet (ligesom der ses på billedet) eller rundt omkring i stuen eller huset. Barnet skal nu med en bil eller andet køretøj kører rundt mellem de forskellige stops. Når barnet kommer til et stop, skal øveordet benævnes. Gentag 3-5 gange så udtalen trænes ekstra – eller lad barnet køre forbi billederne flere gange, så barnet på den måde kan få gentaget øveordene flere gange.

POSE MED SKUMTAL
Gentagelse er vigtigt i udtaletræningen – jo flere gentagelser, jo mere bliver ordet automatiseret. Man anbefaler derfor, at man gentager hvert målordet 3-5 gange pr. omgang. For at skabe lidt variation, kan man i stedet for fylde en pose med skumtal (man kan også bare klippe nogle tal ud eller skrive tal på små stykker papir).
Hver gang barnet trækker et øveord, trækker man også ét tal fra posen. Tallet er det antal gange barnet skal gentage ordet. Mine skumtal er 0-9, så dette skaber en masse variation. Barnet kan være lettet når det trækker 0 eller 1, men kan også være “uheldig” at skulle gentage ordet 9 gange. Det skaber masser af spænding og er en god måde at få ekstra gentagelser ind.

FLUESMÆKKER-KLASK
Placér øveordene rundt omkring i huset, på væggen, gulvet eller lign. Når barnet finder et ord skal barnet benævne ordet og herefter give det et ordentligt klask med fluesmækkeren. En simpel men sjov måde at øve på – og en god måde at få inddraget noget aktiv bevægelse, hvis man har et barn der har svært ved at sidde stille.

HÅNDDUKKE/BAMSE
Dit barn har sikkert en bamse, dukke eller andet som vil kunne bruges til dette. Det kan også være et hjemmelavet sokkedyr. Barnet skal fodre bamsen med de forskellige øvekort. Hvis barnet siger ordet forkert, kan man fx lege at bamsen spytter kortet ud igen fordi at bamsen kun spiser ord med fx s-lyd. Hvis man rigtig lever sig ind i det, syntes børnene det er ret sjovt.

PUSLESPIL med låger
Til de lidt mindre børn, plejer dette at være en ret sjov måde at øve på. Hvis du har et puslespil med låger, er det oplagt at gemme øvekortene indenunder lågerne. En simpel og hurtig måde at få trænet udtalen på.

KÆMPETERNING
Jeg elsker de her terninger, da de kan bruges på mange forskellige måder. En oplagt måde er at klippe øvekortene ud og placere de forskellige øveord i lommerne. Rul eller kast med terningen og benævn det ord som terningen lander på. Lav nogle forskellige regler – man kan fx tilføje et antal af gange man skal sige et konkret ord. Man kan også kaste med en anden terning ved siden af som bestemmer antallet af gentagelser – det er kun fantasien der sætter grænser!

KROKODILLEHAPSER
Krokodillehapseren er altid et stort hit, og altid den jeg tager frem hvis jeg lige har 5 min. tilbage af undervisningen. Barnet skal trække ét øveord ad gangen, benævne ordet og herefter smide kortet ind i krokodillens mund. Barnet må trykke på én tand. Fortsæt ligeledes indtil krokodillen hapser. Hvor mange ord kan barnet mon nå at benævne inden da?

TWISTER
Placér alle øveordene rundt omkring på Twistermåtten. Spil herefter spillet som normalt, men når barnet/I lander på en brik skal dette ord produceres så udtalen trænes. Man kan vælge at fjerne billedet herefter, eller man kan ligge der på en ny plads for ekstra mulighed for gentagelse. Fortsæt indtil alle billederne er benævnt.

Hoppefrøer
Placér alle øvekortene rundt omkring på bordet – gerne med lidt afstand, da frøerne kan springe meget langt. Det kort som frøen lander på (eller tæt på) skal barnet benævne (gentag gerne ordet 3 gange). Det er ret svært at få frøen til at springe i den rigtige retning, hvilket gør spillet ret sjovt. Lad gerne kortene ligge så bilederne kan gentages, hvis frøen lander der igen.

Har du flere gode idéer? Skriv gerne en kommentar og vær med til at inspirere andre 🙂


Leave a Reply